
Brioche brød er virkelig lækkert hvis du sprøger mig. Jeg ved godt, at det er lidt en syndig sag, men når det nu skal være så er de bare uimodståelige.
I denne opskrift, har jeg lavet en brioche burgerbolle og det er altså virkelig godt! For når der skal hygges og laves byg-selv-burgere herhjemme, så er brioche burgerbollerne så absolut favorit-bollen dertil.
Jeg laver gerne en stor portion og så fryser nogle boller ned til senere brug, men er der nogle boller tilovers, så er de også virkelig gode i madpakken eller til morgenbordet.
Jeg bager dem både med og uden sesamfrø, det er sådan lidt en smagssag hvad man er til – de fungere godt som burgerboller uanset.
Det er vigtigt når du bager bollerne, at dit smør er stuetemperatur, ellers kan du ikke få det arbejdet ordentligt ind i dejen. Jeg bruger altid en røremaskine til at røre dejen sammen med, for det kan nemlig røres længe før smørret er helt absorberet af dejen. Har du ikke en røremaskine, så er det bare med at smøge ærmerne godt op og i gang.
Brioche burgerboller
Ingredienser
- 400 g smør stuetemperatur
- 65 g gær
- 6½ spsk sukker
- 4 æg
- 2 tsk salt
- 2 dl (sød)mælk
- 1 knivspids safran
- 700-800 g hvedemel
- æg til pensling
- evt. lidt sesamfrø til pynt
Sådan gør du
- Pisk æg og sukker lyst og luftigt.
- Hæld mælk og fint hakket safran i en gryde og varm til op til ca. 37 grader (lillefinger varmt). Tag gryden af varmen og rør gæren ud i mælken.
- Tilsæt den lune gær-mælk til æggemassen og rør det hele sammen.
- Tilsæt mel og salt lidt ad gangen, til dejen begynder at slippe siderne af skålen.
- Tilsæt nu smørret lidt ad gangen, mens der røres godt i dejen. Det vil se ud, som om at de to ting slet ikke har lyst til at forenes, men bliv bare ved med at røre, så kommer det stille og roligt.
- Når du har tilsat alt smørret, kan det være din dej er ret "våd" – hvis det er tilfældes, så rør i dejen mens du tilføjer lidt ekstra mel (lidt ad gangen), til dejen slipper bunden af skålen.
- Stil din dej til hævning under plast i 2 timer.
- Form 16 burger boller af dejen og lad dem hæve på bagepladen i 1 time.
- Pensel bollerne med sammenpiske æg og drys evt. med lidt sesamfrø.
- Bag bollerne ved 200 gr. alm. ovn i 17 minutter.

Klassisk burgerfyld: Salat mayonnaise på bunden derpå salatblad, tomater i skiver, agurker i skiver, hakkebøf (125-150 g), løg i ringe og til sidst burgerdressing.

Velbekomme !
2 Comments on Brioche burgerboller