fbpx
Sannes Bord

Brombærmuffins m/ chokolade

 

brombær muffins

Muffins er bare hyggelige kager, tilsætter man lidt friske brombær bliver de kun endnu bedre – de kan nydes som de er, eller med en lækker smørcreme på toppen. Brombær er at finde ude i naturen lige nu, du skal bare ud og lede. Vi gik på jagt på vores tur i sommerhus ved Grønninghoved strand og fik høstet en rigtig god portion bær – og så var det bare i gang med at bruge dem til at lave lidt lækkerier. Disse brombærmuffins er lige tilsat lidt mørk chokolade, hvilket giver dem et lille ekstra pift i den rigtige retning.

Det skal du bruge (16-18 stk.):
  • 150 g rørsukker
  • 3 æg
  • 175 g hvedemel
  • 125 g blødt smør
  • 1,5 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 130 g friske brombær
  •  100 g. god mørk chokolade
Sådan gør du:
  1. Pisk æg, sukker, vaniljesukker og bagepulver til en lys og luftig masse.
  2. Tilsæt smør og hvedemel – dejen skal være lidt fast, da bærrene fugter en del. Gem en lille skefuld mel og rul bærrene i melet (så falder de ikke ned i bunden af kagerne når de bages).
  3. Tilsæt bær og chokolade og rør forsigtig i dejen.
  4. Fordel dejen i formene, alt afhængig af størrelse på dine forme kommer jeg ca 1 spsk. i hver form.
  5. Bag kagerne i  ca.25 min ved 175 grader alm. ovn.

Velbekomme !

Tip: Smager dejligt med en smørcreme på toppen

Smørcreme:
  • 100 g blødt smør
  • 200 g flormelis
  • ½ tsk vaniljesukker

Pisk smørret blødt og tilsæt vaniljesukker. Flormelis tilsættes lidt ad gangen til cremen har en blød og fin konsistens. Kommes i en sprøjtepose med fx en stjernetyl, som giver cremen et fint mønster når den sprøjtes som små toppe på kagerne.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *