Sannes Bord

Bryllupskage

 

bryllupskage

Jeg havde den ære, at skulle lave en bryllupskage til min venindes bryllup for et par uger siden. Det er et stor arbejde at lave en bryllupskage, men det er nu også bare hyggeligt og sjovt. Jeg startede et par uger forinden, hvor jeg havde en uges ferie og derved kunne sidde i ro og mag og lave alt pynten – for det tager lang tid, alt afhængig af hvor mange kager der laves selvfølgelig (jeg lavede 3 se nederst på siden). Fondant blomster kan holde sig rigtig længe, hvis du opbevare  dem tørt, mørk og ikke for varmt. Jeg havde mine opbevaret i kagedåser i mit spisekammer i 14 dage forinden brylluppet.

Tilbage til kagen 🙂 Jeg vil anbefale dig, at du som minimum giver dig selv to dage til at lave denne kage og du kan sagtens starte en dag eller to før. For det er altså bare ikke særligt sjovt, at stå og være nervøs for om mousserne kan nå at sætte sig inden du skal pynte.

Bunde med hvid chokolade (1 bund)
  • 140 g smør
  • 140 g god hvid chokolade
  • 3 æg
  • 75 g rørsukker
  • 60 g hvedemel
  • ½ tsk. bagepulver
  • ½ tsk. vaniljesukker
  • Et drys salt
Sådan gør du
  1. Smør og chokolade smeltes langsomt i en gryde
  2. Æg og sukker piskes lyst og luftigt imens
  3. Smørblandingen og æggesnapsen vendes forsigtigt sammen
  4. Mel, salt, vaniljesukker og bagepulver sigtes i dejen lidt ad gangen (så der ikke dannes klumper) og det hele vendes stille og roligt sammen
  5. Hæld dejen i en springform (28 ø) beklædt med bagepapir i bunden og smurte sider
  6. Bunden bages ved 180 grader varmluft i 25-30 min. (bunden skal køles helt af, før den befries fra formen)

Til hver bryllupskage på billederne har jeg bagt 2 stk. hvoraf den ene er delt og danner de to øverste lagt i kagen og den sidste er ikke delt og ligger nederst som bund i kagen.

Saltkaramel
  • 150 g god lys chokolade
  • 75 g sukker
  • 80 g piskefløde
  • 1 tsk. salt
Sådan gør du
  1. Chokoladen hakkes fint og kommes i en skål
  2. Sukkeret smeltes til en lysebrun masse i en gryde, imens opvarmes fløden i en gryde til lige under kogepunktet (må ikke koge)
  3. Sukkermassen tages af kogepladen og flødes tilsættes med det samme, mens der røres godt
  4. Massen hældes over chokoladen og lades stå i 2 min, hvorefter der røres med en dejskraber fra midten og ud i cirkelbevægelser til karamellen er blank
  5. Smag til med salt
  6. Lad karamellen stå i køleskabet 1-2 timer inden den smørres på de kolde bunde

Herefter placeres den tykke bund på et kagefad, kagepap eller tallerken med en justerbar kageringe omkring, beklædt med kagefolie, så du er klar til at komme mousserne i.

Skovbærmousse
  • 3 blade husblas
  • 1 vaniljestang
  •  3 spsk. rørsukker
  • 300 g frosne skovbær (eller bærsymfoni blanding)
  • ½ økologisk citron
  • 3 dl. piskefløde
Sådan gør du
  1. Udblød husblasen i koldt vand i 10 min.
  2. Flæk vaniljestangen og skrab kornene forsigtigt ud
  3. Mas kornene sammen med lidt af rørsukkeret og lav på den måde vaniljesukker
  4. Kom bær, sukker, vaniljesukker, vaniljestang, fint revet citronskral og citronsaft i en gryde og kog det hele i 10 min.
  5. Tag lagen af varmen og sigt saften i en skål, så bær og vaniljestange ikke kommer med
  6. Rør husblasen ud i den varme saft og lad det stå og køle lidt af til saften kun er lun
  7. Pisk fløden til en let flødeskum og vend den med bærsaften ad 3 omgange
  8. Hæld den færdige mousse ned i formen ovenpå den første bund og beklæd med endnu en bund og stil kagen på køl (moussen skal bruge min 3 timer for at sætte sig helt, men du kan sagtens lave begge mousser og lade dem sætte sig samtidig)
Cremet hvid chokolademousse
  • 3,5 blade husblas
  • 5 dl piskefløde
  • 230 g god hvid chokolade
  • Skal af 1,5 økologiske citroner
Sådan gør du
  1. Udblød husblasen i koldt vand i 10 min.
  2. Hak chokoladen fint og kom den i en skål.
  3. Varm fløden op i en gryde til lige under kogepunktet og hæl den over chokoladen ad 3 omgange, så chokoladen smeltes stille og roligt.
  4. Rør husblasen i den varme creme og tilsæt revet citronskal.
  5. Cremen hældes nu i en frysepose og lægges i fryseren i 30 min.
  6. Pisk cremen op – det er meget vigtigt at den er helt kold inden den piskes op og pas på ikke at piske for længe, for så skiller den.
  7. Cremen hældes i en sprøjtepose og fordeles på kagens 2. bund.
  8. Beklæd med den sidste bund og stil kagen på køl i min 3 timer, men gerne natten over.

Hvis du vil pynte din kage med fondant ligesom jeg har gjort, er det nødvendigt at smøre den op med en ganache eller smørcreme, da fondanten ellers smelter ved kontakt med mousserne. 

Smørcreme til opsmøring
  • 200 g blødt smør
  • 400 g flormelis
  • ½ tsk vaniljesukker
Sådan gør du
  1. Pisk smørret blødt og tilsæt vaniljesukker.
  2. Flormelis tilsættes lidt ad gangen til cremen har en blød og fin konsistens – den må ikke være for fast, da det vanskeliggøre opsmøringen.
  3. Start med at fordele smørcremen hele vejen rundt (det skal ikke se pænt ud, men bare dække hele kagen).
  4. Brug nu en skraber til at lave skarpe kanter, ved at dreje fadet kagen står på, men du skraber cremen langs siden (pas på ikke at trykke for hårdt).
  5. Du kan må fordele sætte kagen på køl efter første lag og så give den et lag til når det første lag er blevet lidt mere fast.

Når kagen er smurt op, beklædes den med fondant som er rullet tyndt ud. Pyntes med fx perlekant og fontant blomster. På billederne nedenfor ses hvordan jeg pyntede hver bryllupskage; 1. kage med 6 udstukne hjerter med tal så det dannede datoen for brylluppet 14 07 18, fondantroser med sukkerperler og perlekant af glasur. 2. kage med fondantroser med sukkerperler, perlekant af glasur og topfigur. 3. kage med Brøndby logo i fondant, fondantroser med sukkerperler og perlekant af glasur. 

For at lave roserne til kagerne brugte jeg en udstikker, som hedder “verdens letteste rose udstikker”. Du kan købe udstikkeren hos Bagetid.dk, find den her.

bryllupskage med roserbryllupskage med topfigur og roserbryllupskage temakage med brøndby logo

 

 

Glasur til perlekant
  • 1 bæger past. æggehvider
  • 200-300 g flormelis
Sådan gør du
  1. Rør flormelis og æggehvider sammen med en ske
  2. Tilsæt flormelis til konsistensen er så fast at der kan stå små toppe i glasuren uden at de flyder ud
  3. Glasuren kommes nu i en sprøjtepose og perlekanten sprøjtes på kagen når den er dækket af fondant

Hvis du ikke skal bruge glasuren med det samme, så lad den ligge i posen med et fugtigt klæde om åbningen, da den hurtigt danner skorpe hvis ikke den holdes fugtig (den kan holde sig lige så længe som holdbarheden på de past. æg).

 

Indlægget indeholder affiliate links.

1 Comment on Bryllupskage

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *