Sannes Bord

Forretter

Crab cakes (krabbe deller)

Crab cakes er noget nyt for mig, men jeg syntes faktisk at det smager rigtig lækkert. Disse små banditter, lavede jeg da drengene skulle have lidt tapas og jeg syntes at der manglede en “ny” ret, til det lidt mere velkendte tema. 

Crab cakes kan laves på mange måder, og der er sikker dem som vil ryste på hovedet når nu jeg skriver, at imiteret krabbekød faktisk kan være helt okay i disse deller. Du skal blot huske, at hvis du bruger imiteret krabbekød, har farsen en tendens til at blive lidt sødere i det. 

Det skal du bruge (giver 25-30 stk.)

  • 500 g (hvidt) krabbekød 
  • 3 forårsløg
  • 1 fed hvidløg
  • saften af ½ citron 
  • 1½ spsk. wasabe
  • 2 spsk. æble eddike
  • 2 tsk. soya 
  • 2 dl. kikærtemel 
  • Lidt smør og olie til stegning
  • Evt. lidt frisk lime til servering

Sådan gør du 

  1. Hak forårsløg og hvidløg fint (jeg bruger en foodprocessor).
  2. Tilsæt de ørige ingredienser og bland farsen godt. 
  3. Stil farsen på køl gerne en lille time, så den kan trække. 
  4. Form de små crab cakes med to spsk. til små deller. 
  5. Steges ved middel varme på en pande med olie og smør. 
  6. Serveres gerne med små både af frisk lime, som dine gæster selv kan presse saften ud af. 

Velbekomme ! 

Kartoffel porresuppe

kartoffel porre suppe

Er der noget så skønt som en dejlig varm suppe, når vinden rusker i huset og mørket falder på. Nej vel! Det er helt fantastisk hvis du spørger mig. Denne skønne kartoffel porresuppe er fyldt med smag og mætter godt, så den er et stort hit herhjemme.

Når jeg skal servere suppen som forret, så nøjes jeg med at drysse med lidt porre og sprødstegt bacon, men skal suppen derimod serveres som en hovedret, så kommer jeg altså lidt kødboller i. Se min opskrift på hjemmelavede kødboller her.

Det skal du bruge
  •  2 stk. porre
  • 4-5 kartofler
  • Et lille stykke selleri
  • 1 løg
  • 7½ dl. hønsebouillon
  • 1½ fløde (du bestemmer selv hvor sund den skal være)
  • 300 g. bacon i tern
  • Lidt smør til stegning
  • Salt og peber
Sådan gør du
  1. Skær løg og porre i grove skiver, gem lidt fint snittet top fra porren til pynt.
  2. Skræl kartoflerne og skær dem i tern.
  3. Rens og skræl selleri og skær den i tern.
  4. Svits løg og porre i lidt smør. Når de er blød og klare tilsættes kartofler og selleri og steger med et par minutter.
  5. Tilsæt bouillon og lad suppen koge i 30 minutter.
  6. Steg imens baconen sprød på en pande og lad den dryppe af på et stykke køkkenrulle.
  7. Blend suppen (i blender eller med stavblender) og tilsæt så fløde, salt og peber.
  8. Serveres med lidt drys af porre og sprød bacon.

Velbekomme !

Tarteletter med høns i asparges

tarteletter med høns i asparges

Forretten over alle forretter – tarteletter med høns i asparges er der ikke meget der kan slå. Herhjemme er vi helt vilde med denne gode gamle klassiker, hvad enten der er som forret eller til en lækker frokost.

Jeg husker hvordan min farmor stod og lavede disse skønne tarteletter når der var familie sammenkomst, og alle elskede dem simpelthen. Jeg tror mange familier har deres helt egne traditioner med disse dejlige små “madkager” især nu her til efteråret når vi igen er begyndt at lave supper, samt selvfølgelig i juletiden.

Den bedste høns i asparges fås nu en gang, når du har plukket en høne efter at have kogt suppe på den, men har du ikke lige sådan en, så kan et par kyllingebryster koges i 30 min med lidt suppegrønt og gøre det ud for hønen.

Det skal du bruge (10 stk. tarteletter)
  • 350 g. hønsekød fra en suppehøne (eller to kogte kyllingebryster)
  • 1 ds. hvideasparges (gem væden)
  • 1½ dl. hønsefond
  • 1 dl. fløde
  • 25 g. smør
  • 2 spsk. mel
  • Salt og (hvid)peber
  • Evt. lidt persille til pynt
  • 1 pakke tarteletter (10 stk.)
Sådan gør du
  1. Tænd ovnen på 175 gr. varmluft.
  2. Smelt smørret i en gryde, tilsæt mel og lav en smørbolle
  3. Tilsæt fond og væden fra asparges lidt ad gangen mens du pisker saucen
  4. Tilsæt fløde og lad saucen koge et par minutter mens du røre så det ikke brænder på.
  5. Sæt tarteletterne i ovnen og bag dem i 5-6 minutter.
  6. Kom hønsekød og asparges i saucen og varm det hele godt igennem.
  7. Smag til  med salt og peber.
  8. Serveres i lune tarteletter, pynt evt. med lidt persille.

Velbekomme !

 

Spicy Græskarsuppe

græskarsuppe med topping i tallerken

Efteråret er kommet og det betyder mere blæst, koldere vinde og at det derfor igen er blevet tid til at lave supper.

Græskarsuppe er en af vores favoritter herhjemme, den er både en fryd for øjet og for smagsløgene. Denne suppe er lidt spicy, så den giver virkelig varmen. Jeg bruger et hokkaido græskar, da jeg syntes at den giver en dejlig smag af græskar og giver suppen en virkelig skøn farve. Du kan vælge, som jeg, at servere den med en spicy sprød topping af græskarkerner, bacon og chili, eller du kan blot nyde den som den er, helt uden topping.

Det skal du bruge (4 personer)
  • 1 Hokkaido græskar
  • 1 gulerod
  • 2 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 9 dl. hønsebouillon
  • 150 g frisk ost
  • 1 dl. fløde
  • 1 spsk. smør til stegning
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk. chiliflager
  • 1 tsk stødt ingefær
  • Salt og peber
Sådan gør du:
  1. Hak løg og hvidløg.
  2. Skyld græskarret og fjern kernerne. Skær den i grove tern – du skal ikke skrælle den, skrællen bliver blød når den koges og det giver en smuk farve.
  3. Skræl guleroden og skær den i grove tern.
  4. Svits løg og hvidløg i smørret, tilsæt gulerod og græskar og steg det hele et par min. mens der røres rundt
  5. Tilsæt krydderierne og steg lige ½ min.
  6. Tilsæt hønsebouillon og lad det hele koge i 20 min under låg.
  7. Tag gryden af varmen og blend suppen med en stavblender
  8. Tilsæt friskost g fløde og blend til suppen er helt ensartet.
  9. Varm suppen op til kogepunktet og servér med spicy topping.
Det skal du bruge – Spicy topping
  • 150 g bacon i tern
  • 100 g græskarkerner
  • 1-2 friske chili (jeg bruger 1 gul og 1 rød)
  • Lidt olie til stegning
  • Salt
Sådan gør du
  1. Rist baconen sprød på en pande og hæld det derefter over på en tallerken beklædt med køkkenrulle, så fedtet suges fra.
  2. Rist græskarkerner og chili i lidt olie på panden – pas på med at panden ikke bliver for varm, så springer kernerne ud over det hele.
  3. Når kernerne er blevet lidt sprøde (det tager ca 5 min), tilsættes baconen, så den lige bliver varmet igen og der smages til med salt.

Velbekomme !

Tip: Hvis suppen serveres som hovedret, anbefaler jeg at du servere disse suppebrød til. 

Kammuslinger m/ jomfruhummerhale og hvidvinssauce

 

kammuslinger anrettet med hvidvinssauce og jomfruhummerhale

Når vi har ferie, så skal der ikke spares på selvforkælelsen. Med andre ord, så skal der serveres lækker mad og god vin. I aftes stod den således på kammuslinger på ristet brød med grillet jomfruhummerhale, hvidvinssauce og ærteskud, mums siger jeg bare.

Det skal du bruge (4 personer):
  • 8 kammuslinger
  • 8 stk. tyndskåret brød, jeg brugte hvede baguette
  • 4 jomfruhummerhaler
  • 3 spsk. smør
  • 2 spsk. rapsolie
  • ½ fed hvidløg
  • salt og peber
  • 1 håndfuld ærteskud til pynt
Sådan gør du
  1. Start med at lave en hvidvinssauce.
  2. Brødstykkerne steges på en varm pande med smør og olie (1 spsk. af hver). Steges helt sprøde, pas på de ikke brænder på. Afkøles på et stk. køkkenrulle og smøres igen med et tyndt lag smør.
  3. 1 spsk. smør blandes med ½ fed revet hvidløg og lidt salt, smøres på indersiden af jomfruhummerhalerne og de grilles med indersiden opad 1-2 min på grillen, herefter løsnes de fra skallerne og smøres igen med hvidløgssmørret mens de er varme.
  4. Samtidig med at jomfruhummerhalerne grilles, varmes en pande med 1 spsk. smør og 1 spsk. olie.
  5. Kammuslingerne tørres af med køkkenrulle så de er tørre, når de kommer på panden.
  6. Krydres med salt og peber.
  7. Når panden er godt varm steges kammuslingerne 1 -1½ min på hver side – pas på de ikke får for meget, så bliver de lidt gummiagtige

Anret kammuslingerne på det sprøde brød, med jomfruhummerhalen på toppen, pyntet med ærteskud og lidt sauce ved siden.

Velbekomme !

 

 

Torskeloins m/ hvidvinssauce og ærteskud

 

torskeloins med hvidvinssauce anrettet på tallerken

En skøn forret behøver ikke være særlig kompliceret. Denne ret er enkel, men super lækker. Passer godt til et glas vin på terrassen en sommeraften.

Det skal du bruge (2 personer):
  • 2 torskeloins (ca 150 g)
  • 1 spsk smør
  • 1 tsk olie
  • 1 lille håndfuld ærteskud
  • Salt og peber
Sådan gør du
  1. Start med at lave en hvidvinssauce.
  2. Når saucen er tilsat fond, tændes for panden til fisken.
  3. Smelt 1 spsk. smør og 1 tsk. olie.
  4. Fisken krydres med salt og peber og steges i 1-2 min (afhængig af tykkelse) på hver side.
  5. Pyntes med ærteskud, som giver retten et dejligt friskt pift.

Velbekomme !