
En kagemand- eller kone er must på børnefødselsdagsbordet, og hyggeligt ser det altså også virkeligt ud. Der er mange forskellige traditioner omkring hvad sådan en skal bestå af, nogle sværger til at det skal være en decideret kage fx af wienerbrød, vandbakkelse eller sandkage. Andre, som jeg syntes at en bolledej er virkelig skøn og hyggelig. Boller er også bare gode til børn, for det er nemt og lækkert for dem at spise. Vores piger elsker ihvertfald boller, og denne bolle-kagekone var et kæmpe hit til deres 1 års fødselsdag.
Jeg pynter min kagemand eller -kone med lidt glasur og blandet slik, men man kunne også sagtens fx blot lave lidt forskellige farver af glasur og nøjes med det. Jeg laver en royal icing, da jeg syntes at denne glasur er nemmest at arbejde med, og den er særdeles god til at holde på slikket, så det ikke glider af bollerne. Hvis du vil farve din glasur, så anbefaler jeg klart at du bruger en pastafarve, fordi denne både farver meget effektivt og så fortynder den ikke glasuren.
22 boller til kroppen, én stor bolle til hovedet og tre små til fletninger.
Kagekone af boller
Ingredienser
- 50 g gær
- 100 g smør
- 1½ dl sødmælk
- 2 æg
- 2 spsk sukker
- 1 tsk salt
- 600-700 g mel
Ekstra
- 1 æg til pensling
Sådan gør du
- Smelt smørret og lad det køle lidt af.
- Lun mælken til den er lille-fingervarm (ca. 37 gr). og rør derefter gæren ud heri.
- Tilsæt æg og smør og rør det godt sammen. Tilsæt herefter de øvrige ingredienser og rør sammen til en smidig dej.
- Jeg ælter gerne min dejpå min røremaskine i 7-8 min. ved medium hastighed. Har du ikke en røremaskine, så smøj ærmerne godt op og brug noget knofedt.
- Dejen stilles til hævning under klæde eller plast i 1 time.
- Tages ud af skålen og dejes i 22 boller (ikke alt for store, for de hæver en del). Én stor bolle til hovedet og tre små boller, som rulles tynde og flettes til hår.
- Byg din kage op som på billedet på en bradepande beklædt med bagepapir.
- Lad nu bollerne hæve igen i 30 min.
- Pensles med sammenpisket æg og bages ved 210 gr. alm ovn i 16-17 min.
- Afkøles helt før den pyntes med glasur og evt. slik.
Velbekomme !