Sannes Bord

Chokolade cupcakes med karamelfrosting

chokolade cupcakes med karamelfrosting, fyldte chokolader, blåbær og fondant

Jeg elsker at lave cupcakes, disse små yndige og elegante kager er simpelthen bare så fantastiske og de smager vanvittig godt! Jeg høre flere gange, at folk spørger om det ikke er muffins jeg har lavet, men der er nu lidt forskel. Muffins er en mere simpel kage, dvs. den er ofte nok i sig selv så at sige. Den er større og ofte med fx hele bær i, men ellers aller højest lidt glasur eller en frosting uden særlig meget mere pynt på toppen. En cupcake derimod, er en rigtig pynte kage. Selve kagen er mindre, den toppes stort set altid med frosting og andet pynt – gerne friske frugter, blomster, chokoladepynt eller fyldte chokolader som de her. Men hvad enten du kalder dem det ene eller det andet, så bare glæd dig!

I denne opskrift har jeg lavet en chokoladebund, med store dejlige chokoladestykker i. Kagen toppes med en skøn cremet og fløjlsblød karamel smørcreme (frosting), hvor karamellen er en dolce de leche. Til sidst pyntes med friske blåbær, fyldte chokolader med saltkaramel og Disney fondant bogstaver, da de skulle serveres til en barnedåb. Skal de ikke lige bruges til sådan en fest, så kan du bare undlade fondant bogstaverne.

Dagen inden du bager disse cupcakes eller min. 6 timer før, skal karamellen laves, se min opskrift på dolce de leche her.

Det skal du bruge (45 cupcakes)

  • 8 æg
  • 300 g sukker
  • 200 g brun farin
  • 400g smør
  • 500 g hvedemel
  • 8 spsk. kakao
  • Kornene fra 1 vaniljestang
  • 4 tsk. bagepulver
  • ½ tsk. salt
  • 6 spsk. mælk
  • 8 spsk. kogende vand
  • 200 g. grofthakket chokolade (jeg har brugt både mørk og mælkechokolade)

Sådan gør du

  1. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud, mas dem ud i lidt af sukkeret så kornene skilles ad.
  2. Pisk æg, sukker, vaniljesukker og brun farin til en lys og luftig masse.
  3. Smelt smørret i en gryde og tilsæt det til æggemassen.
  4. Bland de tørre ingredienser sammen i en skål og pisk det derefter i æggemassen.
  5. Rør mælk i og til sidst det kogende vand.
  6. Tilsæt den hakkede chokolade og rør dejen sammen.
  7. Kom dejen i pæne muffinsforme ca. 1-1½ spsk. i hver form – brug 2 spisskeer til at afmåle dejen med.
  8. Bag kagerne ved 175 gr. alm. ovn i 20 minutter.
  9. Lad dine cupcakes køle helt af, før frosting og pynt kommes på.

Karamelfrosting til 45 cupcakes

  • 750 g. blødt smør (vigtigt at det stuetemperatur)
  • 500 g flourmelis
  • 1 vaniljestang
  • 1 (dåse) dolce de leche (to timers kogning)

Sådan gør du

  1. Pisk smørret helt lyst/ hvidt og blødt med en elpisker eller maskine, det tager ca. 8-10 minutter.
  2. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mas dem ud i lidt af flourmelisen, så kornene skilles ad.
  3. Tilsæt karamel og vaniljen.
  4. Sigt flourmelisen inden den tilsættes smørcremen. Tilsæt lidt ad gangen til den får den rigtig konsistens. Den skal kunne stå i små toppe uden at klaske sammen.

Fyldte chokolader

Jeg har lavet en fyldt chokolade af mørk callebaut chokolade no 815 ca. 500 g, lidt guldstøv og saltkaramel lavet af dolce de leche karamel, som har kogt i 3 timer og efter afkøling er tilsat ½ tsk. salt.

fyldte chokolader

Temperering af chokolade (evt. over to omgange afhængig af formens størrelse):

Start med at pensle guldstøv i dine forme, bare lige lidt. Varme 1/3 af chokoladen op til 48 grader over vandbad. Tag skålen af varmen og tilsæt lidt ad gangen lidt koldt chokolade til hele massen får en temperatur på ca. 32 grader. Når denne temperatur er nået, tjekkes chokoladen ved at en sparten, kniv eller ske kommes ned i massen, bankes godt af på kanten og lades stive – stivner chokoladen hurtigt (efter ca 30 sek.) er chokoladen klar.

Hæld chokoladen i formen og bank formen ned på bordet, så evt. luftbobler kan stige til overfladen. Vend formen og skrab den overskydende chokolade ned i skålen. Stil formen på et stykke bagepapir i 30 sek. og skrab så igen det overskydende chokolade af. Sæt formen i køleskabet i 2 minutter.

Sprøjt karamellen ned i chokoladeskålene, det er her vigtigt at der ikke kommer for meget karamel i, da der skal være plads til at kunne lukke chokoladerne helt tæt – fyldt dem derfor kun lidt over halvt op.

Temperere igen en lille portion chokolade, ved at varme afskrabte chokolade op og tilsæt igen kold chokolade til en temeratur på 32 grader. Hæld chokoladen i formene og skrab det overskydende af. Stil formen i køleskabet i ca. 3 minutter. Tag formen ud og vand den om, evt. bank den lidt mod bordet så chokoladerne slipper og kommer ud.

Fondant pynt

Hvis du køber din fondant, kan du fx købe den hvor den allerede er farvet. Ellers vil jeg anbefale at bruge pastafarve. Tilsæt fondanten lidt tylose pulver evt. dette gør dem nemmere at arbejde med og hærder fondanten bedre, så formen holdes.

Udstik fx bogstaver, små figure eller hvad du lige har lyst til.

Samling af cupcakes

Kom karamelfrostingen i en sprøjtepose med en stjernetyl og sprøjt det i et pænt mønster på toppen af kagen. Sæt en chokolade og lidt friske bær, samt et bogstav, figur eller andet. Opbevar kagerne køligt (ikke i køleskab) inden servering.

Velbekomme !

chokolade cupcakes med karamelfrosting, fyldte chokolader, blåbær og fondant


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *