Efteråret har efterhånden taget godt fat, og når man som jeg, bor i Vestjylland, så suser og bruser det en del. Men det har nu også sin charme. Jeg har faktisk altid godt kunne lide efteråret. Jeg syntes at det er en rigtig smuk årstid, hvor man dag for dag, kan se at naturen gennemgår en forvandling. Efteråret er den tid på året, hvor der er allerflest farver i naturen, og er der noget mere smukt end at gå en tur i skoven, en solrig efterårsdag og se hvordan bladene og solstrålerne danner et smukt farvetæppe? – nej vel!
I min gårdhave, gøres der nu klar til vinterens snarlige kommen, hvor alle sommerblomsterne efterhånden er skiftet ud med lyng og andre mere hårdføre planter. Vi skal næste weekend lige have trimmet lidt buske, taget lidt havemøbler ind og så varer det ikke længe, før haven sådan set er klar til frost og kulde.

En anden ting, som kommer igen når vi rammer efteråret er hyggen – den der, sidde i sofaen med et varmt tæppe, en kop kakao og en god film på tvet hygge, mens blæsten og regnen pisker mod ruderne og stuen er indhyldet i stearinlysenes skær. Det er virkelig hygge for mig, jeg elsker sådanne stunder! Derfor er vi også rigtig gode herhjemme til, at få dækket op med fx pandekager eller hjemmebagte boller når det bliver weekend og søndag og så bare rigtig rå-hygge!

Jeg ved at jeg har sagt det før, men efterår for mig er også simre-tid! Jeg elsker simremad, og det hører sig særdeles godt til denne årstid. Et par af mine yndlingsopskrifter på simremad tilberedt i min Römertopf, er helt klart; Gullasch – fuld af varme og med utrolig mørt kød, som smelter på tungen. Osso buco – fuld af saft og kraft og en utrolig smagfuld ret. Derudover vil jeg lige fremhæve et par af mine farvoritsupper; Den klassiske grønkålssuppe, en sikker vinder på en kold og våd dag. Bo kho en utrolig lækker vietnamesisk oksekødssuppe, er også virkelig smagfuld og skøn. Til sidst kan man næsten ikke sige suppe og efterår, uden at fremhæve en skøn cremet og spicy græskarsuppe, denne supper er virkelig også fantastisk.

Køkkenet har haft lidt fri den sidste tid, og jeg har ikke været så aktiv i, at få eksperimenteret og fået lagt nyt herind på bloggen, og det har sin ganske særlige grund, for jeg kan nemlig nu offentliggøre, at vi venter tvillinger herhjemme i det nye år. Så energien har simpelthen ikke været der, men det håber jeg kommer til at vende, især nu når vi går julen i møde. Det bliver en utrolig spændende tid, som vi glæder os meget til. Og jeg har planer om, at opdatere lidt herinde løbende, ligesom der formentlig nok vil komme lidt nemme og børnevenlige opskrifter hen af vejen..
Jeg vil slutte af med at ønske dig alle et dejligt efterår og jeg håber du vil nyde denne årstid, med alle sine charmer.
Kærlige efterårshilsner
Sanne