
Så meldte februar sin ankomst, og dermed den sidste vintermåned i denne omgang. Jeg ser frem til en vintermåned hvor vi måske får den sidste sne at se. Den sidste frost kan vise sit kolde ansigt og forhåbentlig vil vi i slutningen af måneden, se at foråret er på vej.
Faktisk syntes jeg februar er en fin måned. Det er afslutningen på vinteren og så er den jo igen i år, en måned som kommer til at gå rigtig stærkt da kalenderen heller ikke i år, viser skudår.
Det bliver dejligt at kunne byde foråret velkommen, men der er nu stadig noget hyggeligt ved disse kolde og mørke måneder. Jeg vil i denne sidste vintermåned derfor fortsat; hygge med mine stearinlys i vinduerne, smile ad den sunde røde farve der blusser frem på mine kinder efter en gåtur og nyde den opkvikkende og friske kolde luft, som møder mig når jeg cykler på arbejde om morgenen. Jo vinter har sin helt egen charme !

Lidt projekter skal der jo også til her i februar. Jeg har planlagt både lidt til min gårdhaven og mit køkken.
I gårdhaven har jeg følgende projekter her i februar:
- Mit bed skal ses efter for skvalderkål. Skvalderkål begynder at røre på sig allerede her i februar, og det er virkelig godt givet ud, hvis kampen mod dem allerede indledes nu. Min kamp starter derfor nu, inden de når at opruste og inden de øvrige planter i bedet begynder at spire for meget.
- Jeg begynder så småt hen mod slutningen af måneden, at plante forårsblomster i krukkerne. Det kræver dog at vi ikke er ramt af frostvejr. Jeg er især vild med violer, stedmoderblomster og påskeliljer, som alle tåler de lave temperature vi formentlig stadig har på dette tidspunkt.
- Ukrudt skal i bund, så bliver det nemmere resten af året at holde det nede.
- Indendørs har jeg planer om, at se alle mine stueplanter efter. Dem som trænger, skal have ny og frisk pottemuld så de er klar til at nyde de lysere tider.

Projekter i køkkenet i februar:
- Jeg har planer om at udnytte det sidste af vinterens sæsongrønt. I februar er fx champignon, flere slags kål (rosenkål, grønkål, hvidkål mv), beder, porre og rodfrugter i sæson og det skal udnyttes. Jeg elsker at bruge årstidens råvarer mest muligt når de er i sæson. Grøntsager er ofte både friskere og billigere når de er i sæson. Der er nu også noget hyggeligt over, at kunne følge sæsonen gennem vores mad syntes jeg – det giver mig på en måde en jordnær følelse.
- En anden ting, som selvfølgelig skal eksperimenteres med i køkkenet i denne måned, er fastelavnsboller. Fastelavn falder i år den første søndag i marts måned. Jeg finder det derfor oplagt, at starte her i februar med, at eksperimentere mig frem til en dejlig opskrift på disse skønne og hyggelige kage-boller.
Jeg er overbevidst om, at venner og kollegaer gerne ligger smagsløg til mine eksperimenter på vej til den bedste fastelavnsbolle!

Det var mine planer for februar, gad vide om du også har lagt dig en slagplan for vinterens sidste måned? Del gerne din mening, eller fortæl hvad du planlægger i en kommentar hertil.
Ha’ en dejlig sidste vintermåned.
Kærlig hilsen
Sanne