Sannes Bord

Grillet kylling

 

grillet kylling på grilspyd

Jeg elsker sommer !

Sommer herhjemme betyder nemlig, at der tændes op i grillen så ofte som muligt. Vi er de heldige indehavere af en gas grill – jeg har simpelthen bare ikke tålmodighed til at stå og vente på at noget kul bliver klar. Den korte tid det tager at varme en gasgrill op gør bare, at vi får brugt grillen mere både i hverdagene og i weekenderne end vi ellers ville have gjort.

Rollerne omkring grilleriet (hvis det er et ord..) er nok meget traditionelt opdelt – typisk er det mig som forbereder hvad der skal grilles, og manden som står for selve grill-processen dvs. at vende og holde øje – det er egentlig ret sjovt, hvordan en simpelt ting som lidt ild, kan få mænd mere interesserede i madlavningen..

En sikker vinder herhjemme når der så skal grilles, det er en grillet kylling på roterede grillspyd – et såkaldt rotisserie! Kødet bliver simpelthen bare helt fantastisk mørt og saftigt og skindet bliver virkelig sprødt og lækkert! Vi fik rotisseriet af mine forældre for et par år siden og vi ELSKER den (kan fås til de fleste grill – vi har en fra Weber).

Denne opskrift er super enkel og forberedelsestiden er minimal.

Det skal du bruge
  • 1 hel kylling
  • 2 spsk. rapsolie
  • 2 spsk. allround krydderi
Sådan gør du
  1. Start med at skylle kyllingen i vand og derefter tørre den af med køkkenrulle
  2. Bland i en lille skål olie og krydderi sammen til en tyktflydende rub
  3. Brug en pensel til at pensle rub’en rundt på hele kyllingen
  4. Varm grillen op til ca 210 grader
  5. Sæt kyllingen på spyddet og start rotisseriet.
  6. Steges i 1½ time på indirekte varme
  7. Hvis du vil have rigtigt sprødt skin, så tænd for den direkte varme de sidste 5-10 – men hold øje med den ikke bliver brændt!

Velbekomme !

Tip: Prøv at servér kyllingen med kikærtesalat til.

2 Comments on Grillet kylling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *