Brownies er og bliver en af mine absolutte favoritter ! I dag har jeg kastet mig ud i en hvid brownie, og den smager virkelig også godt. Disse hvide brownies bliver ofte omtalt som “blondies” og er lidt mere frisk i smagen end den traditionelle chokolade brownie. Der er dog ikke sparet på chokoladen, skulle jeg lige hilse og sige.. !
Hold øje med kagen når den bages, for den skal gerne forblive en smules våd/ snasket i midten. Det er en god ide, at teste med en kødnål, som der stadig hænger lidt dej fast når den trækkes op ad kagen et par minutter før den anbefalede ovn-tid er nået.
Prøv også min opskrift på en traditionel brownie med saltkaramel eller små skønne brownie bidder.
Hvid brownie
Ingredienser
- 125 g smør
- 2 æg
- 100 g sukker
- 50 g rørsukker
- 3½ dl hvedemel
- ½ tsk bagepulver
- ½ tsk salt
- ½ vaniljestang
- 150 g hvid chokolade
- skal af en usprøjtet appelsin
Sådan gør du
- Smelt smørret i en gryde og lad det køle lidt af, mens du finder de øvrige ingredienser frem.
- Flæg vaniljestangen, skrab kornene ud og mas dem i lidt af sukkeret, så kornene skilles ad.
- Pisk de to slags sukker og æg til en lys og luftig masse.
- Rør smør og appelsinskal i dejen.
- Bland mel, bagepulver, salt og vaniljesukker sammen i en skål og si det ned i dejen. Vend det hele sammen.
- Hak chokoladen groft og vend det i dejen.
- Hæld dejen i en bradepande eller et ildfast fad på ca. 30×20 cm, beklædt med bagepapir.
- Bag kagen ved 170 gr. alm ovn i 25 minutter.
- Når kagen er kølet af, skæres den ud i kvadratiskes firkanter og pyntes med hakket pistacienødder.
Servér din hvide brownie fx til en kop friskbrygget eftermiddagskaffe, eller som en dessert fx med lidt friske bær som tilbehør.
Velbekomme !