
Skal menuen stå på koteletter med skaft, så giver tilberedning i sous vide det absolut lækreste resultat. Når koteletterne tilberedes på denne måde beholder de nemlig alt saft og kraft i kødet, og resultatet bliver en kotelet der er simpelthen så mør og saftig, at du nærmest ikke behøver en kniv til at skære den ud med.
Jeg tilsætter lidt krydderurt allerede i posen under tilberedningen, så syntes jeg at smagen kommer rigtig godt ind i kødet. Du kan sagtens erstatte den krydderurt (timian) som jeg har brugt i opskriften, med en anden fx rosmarin eller en helt tredje du måske har som en favorit.
Det skal du bruge (2 personer)
- 2 koteletter med skaft
- 1 fed hvidløg
- 4-6 kviste timian
- Lidt olie og smør til stegning
- Salt og peber
Sådan gør du
- Kom koteletterne i en sous vide posen, sammen med 2-3 kviste timian og et fed hvidløg delt i to.
- Tilbered koteletterne i sous vide ved 59 grader i 5 timer.
- Tag koteletterne ud af posen og krydder med salt og peber.
- Varm en pande godt op med lidt smør og olie.
- Læg koteletterne på den ene side og tilsæt 2-3 kviste timian.
- Steg koteletterne i ca. et minut på hver side, til de har fået en fin gylden stegeskorpe.
- Mens koteletterne steger, så overhæld dem gerne lige med lidt af oliesmørret fra panden.
- Serveres med fx ovnstegte kartofler og spinatsalat med en krydret topping af sprøde kikærter og creme fraiche med purløg (se billedet).
Velbekomme !
