
Naan brød er et super lækkert og virkelig nemt brød selv at bage. I denne opskrift har jeg valgt, at pensle brødet med lidt hvidløg og smør, som giver brødet en super skøn smag og lidt kant.
Du kan bruge dit hjemmebagte naan brød som lækkert tilbehør til fx dine indiske og mellemøstlige retter, eller bare som en lille snack fx med en god dip til. Brødet er selvfølgelig bedst den samme dag, som du bager det, men det kan sagtens holde sig 2-3 dage i brødkassen. Du kan med fordel, dog lige varme det op igen inden servering.
Prøv at servere dit hjemmebagte brød til fx min opskrift på butter chicken, chicken korma, dahl eller bare for sig selv i en forret med en skøn raita dressing til.
Naan brød
Ingredienser
- 10 g gær
- 1 dl lunken vand
- 1 æg
- ½ tsk lys honning fx akaciehonnin
- 2 spsk creme fraiche (min. 18 %)
- 50 g smeltet smør
- 1½ tsk salt
- 300-325 g hvedemel
- Lidt ekstra smeltet smør og 1 fed hvidløg til pensling og lidt flagesalt til drys.
Sådan gør du
- Rør gøren ud i vandet.
- TIlsæt creme fraiche, æg, salt og honning og rør det godt sammen.
- Tilsæt ca. ½ delen af melet og rør det sammen. Tilsæt derefter det smeltede smør og rør det sammen med dejen, hvorefter du tilsætter det sidste mel og røre dejen sammen.
- Ælt dejen godt sammen, evt på et meldækket bord. Dejen skal være en smule klisteret endnu.
- Stil dejen til hævning i 30 minutter.
- Del dejen i 4 runde kugler, og lad dem hæve i 10 minutter igen. Tænd ovnen på 250 gr. alm. ovn.
- Pres kuglerne flade med fingrene og læg de flade skiver på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Pensel brødene med smeltet smør tilblandet presset hvidløg og drys med lidt flagesalt til sidst.
- Bag brødene i ovnen i ca. 10-12 minutter. Hold øje med dem til sidst, så de ikke bliver alt for "sprøde".
Velbekomme !
4 Comments on Naan brød