
Pulled pork er virkelig lækkert. Sådan en rigtig smovse-menu, som det kan være rigtig svært at stoppe med at spise igen. Herhjemme elsker vi denne lækre måde, at tilberede kødet på. Det bliver simpelthen ikke mere mørt og saftigt end, når det bare får lov at stå og hygge en hel dag i ovnen.
Når jeg laver pulled pork, så sætter jeg altså rigtig god tid af, for det kan virkelig smages, at der er kræset om det. Jeg blander selv min egen rub, som jeg gnider ind i kødet aftenen før, men du kan også vælge at købe en steg hvor den er rubbet. Dog vil jeg sige, at det ikke kræver det helt store at lave sin egen, og jeg syntes det smager bedst sådan.
Jeg bruger en nakkesteg i denne opskrift, da kødet er virkelig saftigt og lækkert på denne udskæring.
Min tilberedning er i ovn, men resultatet bliver også virkelig lækkert hvis du har mulighed for at tilberede i en grill, evt med lidt røg.
Jeg servere min pulled pork i en burger med coleslaw og en god hjemmelavet barbeque sauce. Dertil har jeg stegt lidt halverede små kartofler med timian. Mums siger jeg bare, det er virkelig en skøn menu.
Pulled Pork
Ingredienser
- 1,2-1,4 kg Nakkesteg
Rub
- 3 spsk brun farin
- 1 spsk paprika
- ½ tsk røget paprika
- ½ tsk cayennepeber
- 1 tsk sennepskorn (mortes til pulver)
- salt og peber
Sådan gør du
- Start med at afpudse din nakkesteg lidt. Fjern evt. sener og overskydende fedt, så du får et pænt stykke kød.
- Lav din rub – smag gerne lige på den. Den skal være sød og lidt stærk.
- Kom nakkestegen i en stor frysepose og hæld rub'en ned til stegen. Luk posen og gnid ruben ud over kødet, så det kommer "ind" alle vegne.
- Læg din steg til at hvile natten over i køleskabet.
- Tænd ovnen på 115 gr. alm ovn.
- Læg steget i et ovnfast fad og steg den i 12 timer.
- Tag fadet ud af ovnen og brug to gafler til at trække kødet fra hinanden og bland det godt med saften fra kødet, som ligger i bunden af fadet.
Tip: Prøv at bage dine egne burgerboller hvis du har lidt ekstra tid. Jeg vil anbefale mine brioche burgerboller de smager helt fantastisk hertil.
1 Comment on Pulled Pork (god i burger)