Sannes Bord

Selleribøf med jordskokkepuré & pocheret æg

selleribøf med jordskokkepuré og pocheret æg

Når det er kødfri dag herhjemme, skal det ind imellem gerne emme lidt af luksus, bare så vi føler at vi bliver ekstra forkælet med god mad.

Jeg har længe gået og tænkt på, at jeg godt kunne tænke mig en ny version af mine selleribøffer og da jeg så så madmagasinet på DR i går aftes tilberedte Adam Aamann en selleribøf på en rigtig skøn måde. Jeg har derfor taget udgangspunkt i hans tilberedningsmetode og sammensat en rigtig lækkerbisken af en vegetarret, hvis du spørger mig.

Forberedelsen tager lidt tid, men det er bestemt det hele værd!

Det skal du bruge (2 bøffer)

  • 1 knoldselleri
  • 3 fed hvidløg
  • 2 laurbærblade
  • 2 rosmarinkviste
  • En knivspids røget paprika
  • Salt og peber
  • Lidt smør

Til jordskokkepuré

  • 200 g jordskokker
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 dl. grønsagsbouillon
  • 1½ dl. mælk
  • Salt og peber

Til øvrigt tilbehør:

  • ½ glas kapers
  • Toppen af 1 forårsløg
  • to skiver rygbrød
  • 2 æg
  • 2 spsk. eddike
  • 4 tsk. ribsgelé
  • Olivenolie
  • Smagsneutral olie

Sådan gør du, selleribøfferne

  1. Start med at skrælle knoldselleriet og skær ud til 2 bøffer ca. 3 cm tykkelse.
  2. Gnid bunden af en gryde med smør, så der ligger et lag på hele bunden.
  3. Læg bøfferne på smørbunden og krydr med salt, peber og paprika. Læg laurbærblade, hvidløg og rosmarin i gryden.
  4. Hæld vand indtil det dækker ½ vejs op ad bøfferne og kog bøfferne ved svag varme i 20 minutter (lav imens puréen).
  5. Tag låget af gryden og lad vandet koge helt ind ved bøfferne. Herefter lades bøfferne stege i smørret, som er tilbage i gryden, i 6-8 minutter.
  6. Lad bøfferne stå og hvile i gryden i 5 minutter inden servering.

Sådan gør du, jordskokkepuré

  1. Hak hvidløg og løg fint. Skær jordskokkerne i små tern.
  2. Svits hvidløg, løg og jordskokker i olivenolie til løgene er glasklare (de skal ikke tage farve af stegningen).
  3. Tilsæt bouillon og lad det koge næsten helt ind.
  4. Tilsæt mælk og lad det hele koge et par minutter.
  5. Blend puréen og smag til med salt og peber.

Sådan pochere du et æg

Tag en bred gryde og fyld 1 L vand i, tilsæt 3 spsk. eddike og lad vandet koge op. Slå et æg ud i en lille skål eller kop, skur ned for varmen så vandet ikke længere koger og bring vandet i bevægelse ved at røre rundt i gryden. Lad ægget glide ned i gryden og hjælp det med at samle sig ved at røre forsigtig rundt i vandet, så vandets bevægelse beholdes indtil ægget er samlet om blommen. Lad ægget pochere i 2-2½ minut og tag det så forsigtigt op og kom det kortvarigt i koldt vand, inden det serveres.

Øvrigt tilbehør

Sprøde kapers: Tør kapersne af i et stk. køkkenrulle. Varm en pande godt op med lidt olivenolie, og rist kapersne i olien til det er gyldne og sprøde. Dyrs med lidt salt.

Serveringsforslag

  1. Kom puréen på tallerken i en halvmåne og placer et stykke ristet rugbrød i den ene ende.
  2. Læg en selleribøf på rugbrødet og drys med sprøde kapers.
  3. Placer det pocherede æg på toppen af selleribøffen og drys med lidt strimler af forårsløg.
  4. Kom to toppe af ribsgelé på tallerknen og servér.

Velbekomme !

selleribøf med jordskokkepuré og pocheret æg


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *