Nu er jeg vokset op i en familie hvor vi har set Matador et par gang (..) og jeg kan slet ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, når jeg hører sætningen “Sommer i Danmark”. Det var jo, så vidt jeg erindre, Berlingske’s sladderspalte hvor Ellen Skjern skulle sende et “diskret” budskab til sin far, den nyligt tilsluttede østfrontsfrivillige soldat i tysk krigstjeneste, om at hun ikke var til at træffe den sommer, da hun og den øvrige familie ikke tilskynte hans karriervalg.
Det er nu en rigtig dejlig dansk serie – vel en af de aller bedste der er lavet. Herhjemme er vi så heldige, at vi har hele serien på DVD og nyder at gense den med et par års mellemrum.
Men tilbage til Sommer i Danmark. Det bliver spændende at se, hvad sommeren, og ikke mindst sommervejret byder på i år. Sidste år var jo helt ubegribelig, med de høje temperature og næsten ingen regn. Jeg tør ikke håber på, at det bliver det samme i år, og jeg vil dog også sætte pris på, at sommeren ikke bliver helt så tør i år. Jeg kan godt lide sol og varme, men jeg kan også virkelig godt lide at min have er lidt frodig..!

I år går vores ferie til Rømø til vores sommerhus derover. Der er et eller andet helt vildt skønt, ved at være i sommerhus. Så snart jeg træder over dørtærsklen, sænker der sig en indre ro og feriestemningen vælter ind over mig med det samme, sommerhus-magien. Vi skal i år have et vennepar og deres børn med derover et par dage, så der skal nok blive gang i den. Heldigvis er Rømø, hvis du spørger mig, en helt fantastisk ø. Selvom vi efterhånden har været der rigtig mange gange, og mener at vi har prøvet det meste, så byder øen stadigvæk på nye oplevelser og indtryk hver gang vi er der. I år bliver helt sikkert ingen undtagelse.
Rømø ligger små 10 km ude i Nordsøen i den danske nationalpark Vadehavet og er forbundet med fastlandet via Rømødæmningen. Dæmningen er så høj, at vadehavet ikke oversvømmer den, således er det altid muligt at komme til og fra øen. Allerede på turen over dæmningen får man et indblik i den smukke natur der venter. Rømøs natur er rå og utrolig smuk. Øen byder på smukke klitter, marksområder beklædt med lyng og smukke store sandstrande. Øen har rigtig meget at byde på, både for store og små. Den smukke store strand på Lakolk byder på mulighed for ridning på stranden, rige muligheder for drageflyvning og dragesurfing – det er jo vestkysten så der er altid god vind. Lakolk har også en lang butikspromenade hvor der kan shoppes og ikke mindst bør man anlægge et besøg hos Danmarks bedste ishus anno 2019 Fru Dax, som netop er beliggende på promenaden på Lakolk. Fra den lille by Havneby, kan du fra havnen komme på sælsafari, besøge den tyske ferieø Sild/ Sylt. Byen byder også på mulighed for at spille en runde golf på den udfordrende links bane, nyde en afslappet dag i Welness center, tage en tur rundt i naturen på hesteryg eller nyde et godt måltid mad på en af de mange små cafeer og restauranter rundt om i byen. Jo Rømø er en dejlig ø jeg varmt kan anbefale at anlægge et besøg, og jeg glæder mig allerede til gensynet her til sommer. Måske vi ses derover.
Regnbue på Rømø Is fra Fru Dax
En ting som sommer også er indbegrebet af er jo grill. Herhjemme elsker vi at grille, både hyggen og den lækre smag maden får, er bare indbegrebet af sommer. Her på bloggen vil der løbende sommeren igennem komme flere opskrifter der indvolvere grillen, men der findes allerede nogle som jeg syntes du skal prøve. Prøv fx at stege en hel kylling (det bliver bedst hvis du er så heldig at eje et rotisseri), se min opskrift på grillet kylling. At kombinere sous vide og grill er virkelig også lækker, prøv fx grillet oksemørbrad med cremet svampesauce, krogmodnede koteletter eller grillet andebryst.

Til sådan en god grill aften hører sig også en lækker dessert. Prøv fx min cheesecake med citron og appelsin eller lidt frisk frugt med hjemmelavet brombær is eller vaniljeis.

Jeg vil runde af med, at ønske jer alle en rigtig dejlig sommer og håber at i alle må have en skøn ferie, hvor end den går hen.
Kærlige sommerhilsner
Sanne