Sannes Bord

Stegt lever med bløde løg og pandesovs

stegt lever med bløde løg, pandesovs, nye kartofler og dampet spidskål

Ja jeg ved det godt, dette er en klokkeklar mormor-ret, eller nærmere i min familie er det en klokkeklar farmor-ret. Ikke desto mindre har det altid været, og vil nok blive ved med at være, min yndlingsret. Stegt lever, amen altså mine tænder løber i vand, bare ved tanken.

Dengang jeg var barn, kan jeg huske hvordan venner og veninder altid så meget forbløffede og nogle gange lettere chokerede ud, når du spurgte hvad min yndlingsret var og så fik af vide (med et skævt smil) stegt lever! Ja det var, som du sikker har regnet ud, ikke ret mange der delte min begejstring. Men altså, det smager jo bare helt fantastisk. Kan men så toppe retten med nye kartofler og fx som på billedet lidt dampet spidskål, ja så er jeg en meget glad kvinde!

Jeg husker hvordan min farmor lavede et stort fad, hvor de skønne stykker lever bare svømmede rundt i en pøl af brun sovs – MUMS!

Som en hyldest til min farmor, vil jeg derfor lige lægge denne, ret så simple, opskrift på bloggen – måske der er andre end mig derude, som bare elsker stegt lever!

stegt lever med blødeløg, pandesovs. nye kartofler og dampet spidskål
Udskriv
5 fra 1 stemme

Stegt lever med bløde løg og pandesovs

Fantastisk god gammeldags dansk ret.
Forb. tid10 minutter
Tilb. tid25 minutter
Ret: Hovedret
Køkken: Dansk
Keyword: lever, mormormad, stegtlever
Antal: 4 personer
Forfatter: sannes_bord

Ingredienser

  • 800 g kalvelever (svinelever kan også bruges)
  • 2-3 løg
  • lidt olie og smør til stegning
  • salt og peber
  • 2-3 tsk maizena til at jævne sovsen med
  • lidt sovsekulør

Tilbehør

  • 800-900 g nye kartofler
  • 1 spidskål

Sådan gør du

  • Start med at rense kartoflerne og kog dem i 20 minutter. Gem kogevandet.
  • Efter et par minutters kogning af kartoflerne, begynd da med løgene. Skær løgene i ringe og steg dem i smør på en varm pande et par minutter, til de begynder at tage farve. Læg dem på en tallerken eller et fad med staniol over.
  • Krydr leverstykkerne med salt og peber på begge sider.
  • Varm en pande godt op med lidt olie og smør, og steg så stykkerne i et par minuter på hver side. Hvis de, som på billedet, er tynde skal de kun have ca. 2 minutter. Steg ved høj varme, så der kommer lidt stegeskorpe på kødet.
  • Lav en pandesovs ved at hælde kogevandet fra kartoflerne (du skal bruge max ½ L) i panden og lad det koge op. Tilføj evt. en oksebouillonterning. Rør et par tsk. maizena mel ud i lidt vand og pisk det i sovsen, så den jævnes. Tilføj evt. lidt mere, så du får en den ønskede tykkelse på sovsen.
  • Tilsæt lidt sovskulør indtil du får den ønskede farve på sovsen.
  • Læg leverstykkerne op i sovsen, top med de bløde løg og lad dem varme sig i sovsen mens du damper spidskålen.
  • Skær spidskålet i 4 store stykker på langs.
  • Læg stykkerne i en stor gryde med ca. 5-10 cm. letsaltet vand. Kog dem under låg i 4-5 minutter.
  • Servér med kogte nye kartofler og dampet spidskål.

Velbekomme !

stegt lever med bløde løg i pandesovs

Tip: Prøv også min alternative opskrift på lever i rødvinssauce, som serveres med glaseret rødløg og sprødt selleridrys.

9 Comments on Stegt lever med bløde løg og pandesovs

  1. Jubiiiiii jeg Elskede også lever. Ingen af mine veninder forstod mig når jeg sagde at min far var jordens bedste til at lave stegt lever i pandesovs….endelig en mad-søster jeg ville nu helst have kogte rosenkål til men hver familie sin tradition jo

    • Det lyder også dejligt med kogte rosenkål! Veninderne ved slet ikke hvad de går glip af 😉

  2. 5 stars
    aaaaammmmmmmeeeeeeennnnnnnnn altså vi fik det også som børn og jeg elsker det stadigvæk, jeg er dog mest til svinelever, synes at den er kraftigere i smagen.

    • Det er bare en klassiker fra barndommen og ja, svinelever smager nu også rigtig godt 🙂

  3. hej. skal ha’ det iaften, jeg elsker det også men jeg lærte at panere leveren i mel blandet med salt og peber, men iaften vil jeg da prøve uden mel, jeg er også mest til svinelever

  4. Jeg skal lave stegt lever i morgen hvor jeg får besøg af min veninde der elsker stegt lever jeg bruger svinelever som jeg skær i passende stykker og kommer dem i en plastikpose med mel ,salt ,og peber og ryster det godt sammen hviler lidt og er klar til panden

    • Hej Bent.
      Det er bestemt også en rigtig nem måde at panere dem på – det sviner heller ikke så meget. Ønsker jer en rigtig god aften i morgen.
      Mange hilsner
      Sanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering