Sannes Bord

Tarte flambée – flammkuchen

flammkuchen

Tarte flambée eller flammkuchen som den også kaldes, er super lækker både som forret, frokostret eller snack. Den ligner en pizza, med adskiller sig herfra da der ikke er gær i dejen. Faktisk bliver disse tarte flambée super sprøde, da bunden er virkelig tynd og ikke hæver så meget op.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med tarte flambée, på min og Peters første udenlands rejse sammen.

Vi var taget til Italien på et hotel ophold ved Gardasøen, hvor vi fandt en lille gemt perle, af et torv ca. 1 km oppe af en klippeskråning. Jeg siger dig, det var hårdt i varmen at gå derop, for det var virkelig stejlt! Men da vi endelig nåede frem, var det som at træde lige ind i et postkort. Torvet var lille og intimt, og der var et par restauranter, hvor de lokale sad og talte om løst og fast og udsigten var virkelig skøn. Vi følte os så heldige over at have fundet denne skønne perle, som vi følte kun var vores. Vi satte os ned og ville bestille en skøn frokost, da tjeneren sagde at køkkenet var lukket “siesta” og skuffelsen var stor. Dog sagde hun venligt, at man kunne få flammkuchen og vin, så det bestilte vi. Og wow det var super lækkert!

Jeg har fået flammkucen andre steder siden, men intet har endnu kunne slå denne oplevelse, måske omgivelserne også spillede ind, men i hvert fald så har jeg virkelig lagt mit hoved i blød for, at kunne ramme den samme lækkerhed, som det Italienske torv fremtryllede. Det er lykkedes mig nu, at komme frem til denne opskrift, som virkelig vækker minderne frem og giver en helt feriestemning når denne tarte flambée serveres.

Jeg har dog ikke helt kunne bestemme mig for, om jeg bedst syntes om navnet tarte flambée eller flammkucen, så jeg har lidt beholdt dem begge her.

Nederest på siden, kan du se tre forslag til fyld, men du kan faktisk eksperimentere dig frem med al verdens variationer, jeg vil dog bare råde dig til, ikke at komme for meget fyld på. Dejen er meget delikat og tynd, så en overflod af fyld, vil gøre det hele til en lidt slap og evt. våd oplevelse. Jeg vil derimod hellere anbefale dig, at lave en ekstra flammkuchen og så spare lidt på fyldet.

Ydermere kan det være svært, at ramme den helt rigtige sprødhed i en almindelig ovn, men ikke os alle ligger lige inde med en stenovn, så derfor har jeg investeret i et bagestål. Jeg vil ikke gøre meget ud af reklame, men denne plade er simpelthen uundværlig for mig når jeg laver flammkuchen, pizza eller bager Italienske brød. Du kan købe et bagestål her, det vil du ikke fortryde.

Tarte flammbée – flammkuchen

Nem, lækker og autentisk opskrift på tarte flambée / flammkuchen.
Forb. tid15 minutter
Tilb. tid45 minutter
Ret: appetizer, Forret, frokost, Snack
Køkken: Fransk, tysk
Keyword: flammkuchen, tarte flambée
Antal: 3 stk
Forfatter: sannes_bord

Ingredienser

Dejen

  • 325 g God hvedemel, fx tipo 00
  • 3/4 dl olivenolie
  • dl varmt vand
  • 2 tsk salt

Creme fraiche sovsen

  • 5 spsk creme fraiche
  • 3 spsk neutral flødeost
  • 2 æggeblommer
  • lidt muskatnød
  • salt og peber

Forslag til fyld

  • 4 skiver parma skinke
  • et par skiver rødløg
  • 2-3 oliven
  • lidt fetaost
  • et par stilke rosmarin

Sådan gør du

  • Start med at lave dejen. Rør alle ingredienterne sammen i en skål, til du får en jævn dej uden at den klistre.
  • Lad dejen hvile mens du varmer ovnen godt op og forbereder fyldet.
  • Tænd ovnvn på 260 gr. alm ovn og hvis du har et bagestål, så varm den godt igennem ca. 30 minutter minumum.
  • Kom alle ingredienterne til sovsen i en skål og pisk det sammen. Krydr med lidt salt og frisk kværnet peber.
  • Skær et par løgringe og skær dine oliven i skiver.
  • Del dejen i tre og form hver som en bolle. Pres den flad og rul den helt tynd med en kagerulle.
    dej rullet tyndt ud til flammkuchen
  • Smør sovsen ud på dejen, undlad den sidste cm på kanten. Du skal bruge ca. 4 spsk pr. flammkuche.
    flammkuchen med creme fraiche sovs
  • Fordel fyldet ovenpå sovsen og afslut med at drysse lidt frisk rosmarin på.
  • Bag flammkuchen i ca. 15 minutter, men hold øje med den de sidste minutter. Den skal være mørk i kanten, men ikke branket.
    flammkuchen, tarte flambée
  • Serveres med det samme, mens den er rygende varm.

Velbekomme !

flammkuchen med parmaskinke og løg
Fyld: Parma skinke, rødløg, oliven, feta og rosmarin
flammkuchen med bacon og champignon
Fyld: Champignon, rødløg, bacon og oregano
flammkuchen med tomater, champignon og rødløg
Fyld: Friske tomater, champignon, rødløg, feta og oregano

Prøv også min opskrift på en super sprød og lækker hjemmelavet pizza. Du finder opskriften her.

Teksten indeholder affiliate marketing. Køber du et produkt via dette link, modtager jeg et lille beløb, som går til driften af denne hjemmeside.

1 Comment on Tarte flambée – flammkuchen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering